Yeees – Magnussen skifter til Haas

Spændingen kunne ikke holdes tilbage længere. Selv om det tidligere blev annonceret, at Haas først ville præsentere deres nye kører efter løbet på søndag, har Kevin Magnussen og Hass i dag løftet sløret for deres nye samarbejde.

Danskeren afløser Esteban Gutierrez, der ikke har leveret varen i denne sæson. Haas F1 har ikke været videre imponeret af Esteban Gutierrez, som i år blev placeret hos teamet af motorleverandøren Ferrari.

Mexicaneren med milliardæren Carlos Slim i ryggen, har scoret nul point mod Romain Grosjeans 29 point, og i holdets anden sæson, ønskede amerikanerne at prøve et andet kører setup, hvilket altså blev med danske Kevin Magnussen.

Kontraktens løbetid er ikke sluppet ud endnu, men altid velinformerede Luna Cristofi på stedet skriver på Twitter:

– Steiner (Haas boss Guenther Steiner, red.) er meget glad, men vil ikke sige, hvor lang aftalen er. Den skulle dog være toårig med option på endnu et.

Bag det amerikanske Formel 1-team står den 62 årige ingeniør Gene Haas der har skabt en milliard-formue ved at designe og bygge CNC-drejebænke i sit firma Haas Automation. Gene Haas er også manden bag Nascar-holdet Haas CNC Racing, som i dag er fusioneret til Stewart-Haas Racing.