Räikkönen skifter til Sauber

Kimi Räikkönen skifter fra Ferrari til Sauber fra 2019, mens Charles Leclerc rejser den modsatte vej.

Det oplyser den 38-årige finne på det sociale medie Instagram.

– Gæt hvem der er tilbage. De næste to år kører jeg hos Sauber. Det føles ekstremt godt at være tilbage, hvor det hele begyndte, skriver Kimi Räikkönen på Instagram.

Finnen har været vidt omkring i Formel 1, hvor han i 2007 nåede det foreløbige højdepunkt, da han vandt VM-titlen. Det skete i Räikkönens første periode hos Ferrari.

Ud over Sauber og Ferrari har Räikkönen også repræsenteret McLaren og Lotus i Formel 1.